Fædre, mødre, fødselsdepression og efterfødselsreaktion (Del 1)

Dette er første del af en række blogindlæg omkring fødselsdepression (FD) og efterfødselsreaktion (EFR).

Jeg vil komme ind på risikofaktorer, symptomer, tabuer, “hvad gør vi” og ikke mindst, hvad jeg lidt mere detaljeret tænker, om nogle af årsagerne, samt hvad vi rent faktisk kan gøre allerede i dag.

Det er et emne der ligger tæt på mit hjerte, da jeg selv har været der.

  • Jeg har selv oplevet mange af de beskrevne symptomer
  • Jeg har selv kæmpet med kærligheden til mine børn
  • Jeg har selv følt skam og skyld og blandt andet haft følelsen af at være blevet snydt for den dejlige første tid

Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal gå disse oplevelser igennem.

Mit højeste ønske er samtidig, at dem der så alligevel går det igennem, ved, at der findes hjælp. At de tør åbne op og fortælle om, hvordan de har det.

Det er KUN gennem åbenhed, accept og næstekærlighed, at vi kan fjerne tabuet omkring, at det også kan være rigtig, rigtig svært og tungt at blive mor og far.

Læs med og husk at alt hvad jeg skriver, er mit syn og mine overbevisninger om verden – ikke nødvendigvis dine, og det er lige som det skal være.

P4 søndagspanel

Der har for nyligt været fokus på nybagte fædre og fødselsdepression (FD), og det varmer mit hjerte, at der også kommer mere fokus på fædrene.

Det blev faktisk også debatteret i P4 Københavns ”søndagspanel” og der fik fædrene lidt hug med på vejen.

De skulle ”samle sig sammen” blev der blandt andet sagt.

Denne kommentar vækkede også en del harme og debat på P4 Københavns Facebook side, og jeg kan faktisk også mærke, at mit indre er i oprør efter at have genlæst nogen af kommentarerne.

Jeg forstår SÅ GODT de fædre og mødre for den sags skyld, som ikke ”TØR” stå frem, og fortælle hvordan de har det.

Vi har så mange meninger og holdninger til en masse vi ikke ved en SK*D om.

Hold nu op med at dømme alle andre.

Lad os nu for filan være mere imødekommende og kærlige overfor vores medmennesker.

Hvis vi ikke har stået i den andens sko – så ved vi INGENTING.

Jeg øver mig hele tiden i, ikke at dømme andre – for jeg kender som regel aldrig hele historien.

Og selvom jeg gør – så har jeg ingen ret til at dømme.

Når jeg dømmer andre, så dømmer jeg også mig selv, og det gør vi i høj grad også.

Vi er ofte vores egen værste dommer!

Ingens skyld

Tilbage til fædrene og mødrene.

Selvom hjælpen er mere tilgængelig for mødre, er vi stadig langt fra idealet. Der er stadig mange kommuner, som heller ikke tilbyder decideret hjælp til mødre med FD og efterfødselsreaktioner (EFR).

En Efterfødselsreaktion er den overordnede betegnelse der bruges for de tilstande en mor eller far kan få i forbindelse med graviditet og fødsel, og en FD hører ind under denne overordnede betegnelse, men der er også mange andre symptomer end lige depressions-symptomer.

Det er super vigtigt at udbrede kendskabet til ALLE symptomerne, så mødre og fædre, som IKKE oplever depressions-symptomer, bliver klar over, at de måske har en EFR, og dermed kan de få behandling, og få det godt igen.

Vi skal holde op med at give nogen ”skylden” for, at de har fået en depression eller en reaktion.

Det er ikke deres egen skyld, fordi de måske har for høje forventninger, eller tænker de kan blive ved med at leve det liv de havde, før de fik børn, eller fordi de ikke var “gode” til at føde.

Mennesker der får en psykisk diagnose har ikke gjort ”noget forkert”.

Tabuet til livs

Der findes desværre ikke entydige svar på, hvorfor nogle mødre og fædre rammes, men der er mange risikofaktorer, og jeg tror på, at der er noget vi ikke har fået øje på endnu. En sammenhæng som vi ikke har set.

Vi skal i gang med at finde ud af mere om, hvorfor det her sker, så vi kan forebygge at forældre og børn får følgevirkninger af EFR. Fx i form af utryg tilknytning eller psykiske udfordringer senere i livet.

Vi skal også blive bedre til at tage hånd om de mødre og fædre, som rammes.

Vi skal tabuet til livs.

Det skal være okay at tale om, at livet som mor eller far faktisk kan føles forfærdeligt, og lige så vigtigt, at oplyse om, at det er muligt at gøre noget ved det.

En FD/EFR kan påvirke efterfølgende generationer, og deres relationer til hinanden.

Mormor der havde en FD/EFR kan måske få sværere ved at få en god og tryg relation til sine børnebørn, hvis udfordringerne ikke er blevet behandlet i sin tid.

Lad os derfor komme tabuet til livs. Både for at hjælpe nuværende, men også de fremtidige generationer.

Oplysning

En af de største udfordringer jeg ser, i forhold til forebyggelse og oplysning, er at få information ud til kommende mødre og fædre.

Hvordan fortæller vi dem, at livet som nybagt familie IKKE altid er lyserødt, og hvis det viser sig ikke at være det, hvor de så kan søge hjælp?

Hvordan oplyser vi, uden at skræmme og male f….. på væggen?

Hvordan bliver vi som samfund opmærksomme på dem, som ikke lige umiddelbart ser ud til at ligge i risikogrupperne, så de kan få tidlig hjælp?

Det var første del i rækken af blogindlæg, som jeg håber gav dig noget med på vejen.

I anden del vil jeg fortælle dig lidt mere om de risikofaktorer, som kan være medvirkende til en efterfødselsreaktion.

Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål eller kommentarer.

Jeg elsker at høre fra dig.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin