Fædre, mødre, fødselsdepression og efterfødselsreaktion (del 4)

Jeg håber du har fået læst de første tre dele af denne serie blogindlæg omkring fødselsdepression og efterfødselsreaktion.

Du finder dem her:  del 1, del 2, del 3

Jeg håber du måske har fået nogle AHA oplevelser, eller i så fald du aldrig har oplevet nogen af symptomerne, har fået en større forståelse for de mødre og fædre, som gennemlever dette i deres liv.

Jeg læser (stort set) alt hvad der kommer min vej omkring disse lidelser, og jeg har blandt andet søgt efter et mere dækkende ord for disse lidelser. Og det er faktisk til dels lykkedes.

Termen hedder ”Postpartum Mood Disorders” på engelsk og oversættes til affektive lidelser efter fødslen.

Ja – ikke nogen særlig sigende titel.

Jeg ser bare et kæmpe problem i, at vi primært bruger termen ”fødselsdepression”, fordi rigtig mange ikke har de gængse depressions-symptomer og dermed ikke får den hjælp, som de har brug for.

Det viser sig nok snarere, at de største grupper af symptomer er inden for Angst- og Vredes-spektret.

Jeg vil gå lidt mere i dybden med vreden senere i dette indlæg.

At søge hjælp

Først vil jeg dog tilføje lidt til de tidligere indlæg, i forhold til det her med at søge hjælp i det hele taget.

Rigtig mange går nemlig rundt uden at få hjælp, og hvorfor er det sådan?

En af årsagerne er, at mødre og fædre ganske enkelt ikke er klar over, at de har en lidelse.

I forbindelse med at være blevet mor eller far er det utrolig nemt at komme til at give ”skylden” til omstændighederne.

  • ”Det er også fordi jeg ikke får sovet, når han/hun sover bedre, så får jeg det bedre.”
  • ”Når han/hun bliver større, så…..”
  • ”Det er bare hårdt at blive mor eller far – det går over, når….”

Måske er du slet ikke i stand til at se, hvad det er der sker.

Du er så træt og tappet for energi.

Du føler dig hjælpeløs og fuldstændig ”kørt ned”.

Du kan ikke engang overkomme at bede om hjælp.

Derfor er de personer, som er nærmest de nybagte forældre i den første tid, så ufattelige vigtige.

Det er så vigtigt, at de er opmærksomme, og ser hvad der sker, så det kan blive italesat, hvis der er noget, som virker ”for hårdt”.

Når vi bliver spurgt ind til af en kærlig omsorgsfuld person, så knækker filmen for de fleste, hvis de går og har det rigtig skidt. Så falder facaden og healingen kan begynde.

De kan hjælpe med at række ud, så mødre og fædre får den hjælp, som gør at de får det godt igen, og dermed kan hele familien få det godt.

VREDEN som symptom

Vi snakker ikke så højt om vreden. En nybagt mor er da ikke vred. Der er lidt bedre forståelse overfor en far der er vred, da det er mere okay, at mænd er vrede.

Kvinder der er vrede, får tit alle mulige skældsord med på vejen.

Hun er i hvert fald ikke stærk eller sætter sunde grænser.

Jeg vil fokusere på vreden i disse lidelser, da det er et meget underkendt og skamfuldt symptom, og mange måske går rundt og tænker de er forkerte, og bare skal lære at leve med det, og styre det så godt de nu kan.

NEJ – for det er faktisk et symptom på lige vilkår med de mere anerkendte symptomer, som kendetegner en fødselsdepression, og det kan behandles, og man kan få det bedre.

”Postpartum Rage” bliver det kaldt på engelsk (USA), og det fortæller meget godt, at det faktisk kan være ret intenst, når man oplever dette.

Man bliver ikke bare vred.

Man kan blive rødglødende rasende, så hele kroppen ryster og man bare har brug for at komme af med alt den indestængte energi, og ofte er det ikke på den mest velovervejede måde det kommer til udtryk.

Jeg har selv oplevet det her raseri.  Jeg har kastet med ting, smækket med døre og skreget ned i puder.  Jeg har måtte gå ud af huset – sætte mig i bilen, og bare skrige for at få det ud.

Det er en vrede som er så intens, og mange har aldrig oplevet noget lignende tidligere i deres liv.

Ofte komme den snigende ind på dig, og du når slet ikke at tænke rationelt, før du er i vredens vold og bare eksplodere.

Med denne vrede følger en masse skam, skyld og dårlig samvittighed, og en masse selvbebrejdelse:

  • Hvorfor kan jeg ikke styre mig?
  • Hvorfor sker det her?
  • Hvad er det der sker for mig?
  • Duer jeg overhovedet til at være mor/far?
  • Hvorfor kan det ikke bare gå væk?
  • Hvilken skade gør jeg på mine børn med min vrede?
  • Jeg er da verdens dårligste mor/far og partner
  • Bare der ikke er nogen som opdager, at jeg er så vred på mine børn, min partner….
  • Hvis jeg fortæller det her til nogen, så tager de mit barn fra mig

Og listen kan du selv fortsætte, hvis du kender til denne vrede.

Hvad er vrede egentlig?

I sin essens er vrede faktisk super sundt, og vreden bruger du til at sætte grænser, og til at tage handling.

Når du bliver vred over noget som du føler er uretfærdigt – så handler du. Du gør noget ved det.

Du starter en underskriftsindsamling.

Du ringer til børnehaven.

Du snakker med chefen, kollegaen, veninden, partneren, barnet.

Problemet opstår, når den MÅDE vi reagerer på i vredens navn, er usund. Når vi fx bliver aggressive og vælter alt vores galde ud over andre, kun med henblik på at såre eller gøre andre ondt.  Eller det modsatte, når vi vender vreden indad, og giver os selv skylden eller bare gemmer den langt væk.

Det er ikke sundt.

Vrede skal ud
– På en sund og konstruktiv måde, når det er overfor andre
– Når vi er alene kan vi gøre “som vi har lyst”

Vreden er ofte et overliggende symptom, da det kan være meget nemmere at tillade sig selv at være vred end at mærke efter, hvad der rent faktisk foregår nedenunder.

Hvad er det for en følelse der ligger nedenunder, og gør så ufattelig ondt, at vi ikke kan magte at føle den?

Ofte er det følelser af at blive overvældet, ikke føle sig værdsat, usikkerhed i forældrerollen (er jeg god nok?), skyldfølelse, sorg eller ked-af- det-hed. Det er kun dig der kan finde ud af, hvad der ligger og gemmer sig nedenunder.

Det vigtige er at forstå, at følelserne lige nu gør alt for ondt at mærke. Men for at dæmme op for vreden SKAL vi kigge dybere ind i os selv, og se hvad der gør så ondt, så ondt.

Vores vredesmønster har vi med fra barndommen – her har vi lært, hvordan man er vred/eller ikke vred. Mønstret er opstået i vores første relationer, og det er også i relationer at vi reagere uhensigtsmæssigt.

Arbejdet med vreden og de andre symptomer

Derfor er jeg også overbevist om, at vi kun kan komme ”så langt” på egen hånd. Vi har brug for at heale og arbejde med vores mønstre i relation til andre.
Det er meget individuelt, hvilken form for relation der kan hjælpe.

Det er også super vigtigt at huske at bruge egen læge til at finde ud af, om der er noget fysisk galt. Mangler der vitaminer, mineraler eller andet, og få taget blodprøver, og find ud af om der er andre faktorer i kroppen som er i ubalance.

Mange bruger med stor gavn de klassiske samtaleterapier, og her er det især kognitiv og interpersonel terapi der har vist sig at have gavnlig effekt.

Terapeuter med speciale inden for disse lidelser er at foretrække, da de kender til symptomerne og nemmere kan spore sig ind på, hvad der hjælper dig.

Terapeuter med traumer som speciale, kan også være en særlig hjælp, da der meget ofte kan trækkes tråde tilbage til nylige, gamle, store eller små traumer, i forbindelse med de nuværende symptomer. Mange af de risiko-faktorer jeg nævnte i del 2 har større eller mindre traumer forbundet til sig.

TRAUMER – hvad er det?

Det kan være du nu tænker ”hm, traumer – jeg har da ikke været udsat for traumer”

Tjo – det tror jeg nu nok – uden at jeg kender dig, så har de fleste mennesker større eller mindre traumer i deres bagage.

Det er nok de mindre vi har en tendens til at underkende. Vi er ikke klar over, hvor stor en effekt på vores liv, selv små traumer kan have.

Et traume er en situation, hvor vi OPLEVER at vores overlevelse bliver truet, og vi føler os hjælpeløse, uden kontrol og uden handlemuligheder. Vi går i ”freeze”. Vi kan ikke flygte og vi kan ikke kæmpe.

De traumer, som har størst indflydelse på vores liv og velbefindende, sker i barndommen. Spædbørn er ganske i deres omsorgspersoners ”vold” og en oplevelse, som mange har haft som nyfødt: At blive taget væk fra sin mor/far på hospitalet i kortere eller længere tid, kan være dybt traumatiserende.

For det lille spædbarn er det en følelse af, at deres liv er i fare ”jeg kan ikke overleve uden min mor/far” og ”jeg kan ikke gøre noget for at hjælpe mig selv”. Spædbarnet ved ikke, at det nok skal komme tilbage til mor/far, og at der er andre, som tager sig af det indtil da.

Alt efter hvad vi ellers har af oplevelser i bagagen, kan sådan en start på livet præge resten af ens liv, og ofte vælder gamle (ofte ubevidste) traumer op til overfladen, når man bliver mor eller far.

De fleste tænker måske ikke over, hvordan deres egen fødsel var – slet ikke hvis der ikke var noget ”alvorligt” på færde. Men hvis din mor fx fik dig ved et (uproblematisk) kejsersnit, og du måske ikke fik lov at være hos hende lige da du blev født eller hos en anden nærtstående, og du i stedet lå for dig selv i en krybbe, så kan det have været ganske traumatiserende for dig.

Bare fordi du ikke kan huske med din bevidste hukommelse og med dine ”ord”, så husker din krop ALT hvad du oplever i dit liv, og det kan være derfor den reagere fuldstændig ulogisk i specifikke situationer.

Kroppen husker og reagere ”kropsligt”, når den genoplever gamle traumer.

Hvis traumerne er sket så tidligt at du ikke havde sprog, kan du naturligvis ikke forstå, hvorfor du måske reagere ”uhensigtsmæssigt” i specifikke situationer. Men der er en god forklaring, og din krop ved hvad der skete.

Det kan også være at en af dine nære relationer i barndommen, som på en eller anden måde traumatiserede dig – og husk det er HVORDAN du oplevede situationen, der afgør om det er traumatiserende – havde nogle særlige kendetegn (en duft, en rød neglelak, en speciel latter), som du senere i livet trickes af hos andre – ganske ubevidst. Du er ofte slet ikke klar over denne sammenhæng. Du kan bare ikke ”lide” denne person. Du ved egentlig ikke hvorfor. Måske de tricker et gammelt traume i dig?

Derfor synes jeg det er så vigtigt, at vi bliver nysgerrige på vores egne (uhensigtsmæssige) reaktioner, og prøver at dykke ned under overfladen for at se, hvad der ligger og gemmer sig.

Når vores krop reagere er det for at få os til at lytte. For at få os til at gøre ”noget”, så kroppen kan heale det gamle traume.

Kroppen tænker: ”yeah – nu er der en mulighed for at vi kan få det her gamle traume healet. Jeg må heller være sikker på hun/han ”hører” mig”.

Kroppen bliver ved og ved med at ”larme”, indtil du hører den, eller indtil den er brugt fuldstændig op.

Hvad kan du gøre?

Som jeg har skrevet om mange gange før. Mødre og fædre som har disse lidelser skal have hjælp, og kan få det godt med hjælp.

Hvis det er dig selv – SØG HJÆLP.

Det er ikke en skam at have det sådan. Du skal ikke føle skyld (jeg ved det er nemt at sige).

MEN den eneste måde du og din familie får det bedre, er ved at række ud. Det er det første skridt, som er det sværeste.

Det er meget individuelt, hvilken hjælp man har brug for og gavn af. Den mest brugte hjælp er samtaleterapi i en eller anden form, som jeg nævnte tidligere, og det har jeg også selv benyttet mig af.

Medicin hjælper også mange. Jeg har ikke selv brugt medicin, og ville nok gå langt før jeg gjorde, da det for mig kun er symptombehandling, og det lægger låg på det som foregår i dybden.

MEN – for nogle er det virkelig gavnligt, og kan medvirke til, at det overhovedet er muligt at indlede samtaleterapi.  Derfor er det ALTID en individuel vurdering, og det er kun dig selv der kan mærke, hvad som vil være godt for dig.

Jeg tror på, at der nogen gange er behov for noget mere og dybere.

Ja vi kan snakke om alt det som er sket, og blive anerkendt i vores følelser, men der er nødt til at ske et ”skifte” i, hvordan vores følelser påvirker os.

Vi er nødt til at få healet de gamle traumer efter min mening. Ellers er det bare en lappeløsning og vi bliver kun midlertidigt glade igen – indtil der måske indtræffer noget andet, som “rammer” os.

Der findes masser af alternative metoder, som går dybere. Som netop hjælper til at komme ned i dybden, og se hvad det egentlig er vi har med i bagagen.

Jeg er stærk tilhænger af EFT – Emotionel Freedom Techniques og Matrix Reimprinting.

EFT vinder i den grad indpas, og får flere og flere videnskabelige beviser for at være yderst effektiv – især til følelsesmæssige lidelser. Der er bl.a. påvist en kæmpe effekt i behandlingen af PTSD hos krigsveteraner i USA.

Metoden kaldes også ”tapping” og går kort ud på at hjælpe kroppen til at give slip på de følelser, som stadig styrer os i forhold til gamle begivenheder.

Tapping hjælper kroppen tilbage i balance.

Når du tapper falder kroppen til ro og alarmberedskabet neutraliseres. Du bliver nu i stand til at tænke klart. Kroppen kan bruge sine ressourcer på at heale i stedet for at kæmpe, flygte eller lukke ned. Du bliver i stand til at træffe rationelle beslutninger, og til at lytte til din indre stemme.

Når du tapper på nuværende følelser/situationer, vil der ofte dukke oplevelser op fra fortiden, som har tricket de samme følelser og tanker, og du vil kunne forstå en sammenhæng og dermed heale det tidlige “traume”.

Der findes også hypnoterapi og mange andre alternative metoder, som kan være gode for dig.

Det gælder om at finde det som virker for dig, og det vigtigste her er, at du ikke  stiller dig tilfreds, før du oplever at den hjælp du får, rent faktisk hjælper dig og din familie.

Jeg håber du er blevet klogere på vreden, og måske lidt nysgerrig på, hvad det er som tricker din vrede. Hvor kommer dine mønstre fra?

Når jeg kan se en sammenhæng, og ved hvorfor jeg reagere som jeg gør – så kan jeg meget bedre ændre på det, og vise mig selv kærlig omsorg. Jeg stopper med at bebrejde mig selv, fordi der faktisk er en ”god” grund til, at jeg gør det jeg gør.

Mange af de mønstre vi har i dag, er måske uhensigtsmæssige, men da vi dannede dem, gav de god mening og gjorde at vi kunne ”overleve”.

Du har også lært lidt om traumer, og hvad de er for en størrelse, og at det ikke behøver at have været ”bål og brand” for at være en oplevelse, som har sat dybe spor i den du er i dag.

Du er som altid mere en velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål, kommentarer eller vil høre, hvordan jeg kan hjælpe dig på din rejse.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin