Hvem er jeg ?

Min historie

Du får her en kortere udgave af min historie, da der kommer til at være blogindlæg, som går mere i dybden med forskellige dele af mit liv. Du kan så vælge at læse dem, hvis du gerne vil helt ind under huden på mig.

Jeg er 44 år (anno 1976) og bor sammen med min mand, som jeg har kendt gennem 18 år. Vi har tvillinger fra 2013 – en dreng og en pige. At få børn var den største udfordring i mit liv og jeg har siden fundet ud af, at de også er den største læring.

Når jeg kigger tilbage på min opvækst, så ser jeg en kernefamilie på 4. Mor, far, storebror og lillesøster. Jeg var den søde, dygtige og pligtopfyldende pige. Jeg gjorde ikke oprør. Jeg havde et stort savn, som jeg ikke delte med nogen. Jeg savnede kærligheden. Den rummelige kærlighed, som elskede det hele. Jeg lukkede af for dele af mit følelsesregister. Følelser der ikke var okay at have. Jeg hørte ikke til nogen steder. Jeg passede ikke ind – der måtte være noget galt med mig. Følelsen af at alle andre var meget mere værd end mig, skulle præge mit liv. Jeg blev ved med at tiltrække oplevelser der bekræftede mig i denne overbevisning – så det var jo sådan det var. Alle beviserne var der.

Jeg blev voksen – fik en god uddannelse (handelsskole og Handelshøjskole) og fik et godt job indenfor HR. Jeg  arbejdede med overblik, struktur, statistik og resultater. Jeg havde i den grad udviklet sin maskuline side og fået kontrol over mit liv. Desværre kan livet ikke altid kontrolleres og når kontrollen røg, så blev jeg ked af det og der måtte jo være noget galt med mig. Hvad kunne det ellers være?

Sygdom

Som 20 årig fik jeg konstateret en kronisk tarmsygdom – Colitis Ulcerosa. I mange år levede jeg fint med sygdommen ved hjælp af medicin. Jeg fik nogle lettere udbrud, som blev klaret med ekstra medicin. Efter 6 år begyndte sygdommen at blive værre og jeg måtte et par gange årligt på sygehuset pga. høje doser medicin. Som 31 årig blev jeg rigtig, rigtig syg. Vægttab, ondt i maven, mange daglige ture på toilettet og til sidst ingen livskvalitet. Jeg skulle være i nærheden af et toilet, og et par gange nåede jeg ikke til et toilet.

Udover den medicinske behandling prøvede jeg alt muligt alternativt. Intet synes at virke. Sammen med min mand besluttede vi derfor, at det eneste der var at gøre, var at få en stomi. At få fjernet min tyktarm. Denne beslutning gav mig livet tilbage og jeg har aldrig fortrudt denne beslutning. I dag lever jeg fortrinligt med stomien og den er bare en del af mig, ligesom alt muligt andet.

Børn

Nu hvor jeg følte jeg havde fået mit liv igen begyndte tanken om børn at melde sig. Jeg var 32 og havde en ide om, at det måske ikke ville blive let. Lægerne havde sagt til os, at vi ikke skulle prøve på egen hånd for længe. At vi skulle blive undersøgt. Det viste sig, at det ikke var let. Der blev dog aldrig fundet en årsag til infertiliteten. De næste 4 år gik med IVF og fryseægs-behandlinger, og hvad det medfører af fysisk og psykisk påvirkning. Ønsket om at få børn bundede i, at jeg ønskede at vise mine børn den dybe, dybe altoverskyggende kærlighed. At elske dem betingelsesløst. Jeg har aldrig haft det store behov for at dikke, dikke med andre menneskers børn.

Efter at have opbrugt mulighederne i det offentlige endte vi på privat klinik, og grundet min “høje” alder på 36 fik jeg lagt to æg op og tanken ”så er det overstået, hvis der kommer to” strejfede os begge. Tanken om at vi skulle alt det her igennem igen om nogle år, var ikke til at overskue. Derfor ville det være velkomment med tvillinger.

I første forsøg lykkedes det. Min trang til kontrol blev i den grad sat på prøve – for hvis der er noget vi ikke kan kontrollere, så er det jo forløbet af en graviditet, og alt det som sker i kroppen. Jeg følte sig ofte som passager på et løbsk lyntog. Det eneste jeg ønskede var at komme af toget og tage en pause. At få mig selv med i det der skete i min krop. Pausen kom aldrig. Omkring 4½ måned henne blev jeg opereret for tarmslyng, da min tyndtarm havde slået en ”knude”. Vi klarede det fint, også børnene inde i maven, men det lagde bare oven på alle de gener jeg havde og medførte et vægttab. Der blev planlagt et kejsersnit 14 dage før termin, men så langt nåede det ikke. 1 måned før termin kom de to små til verden ved et planlagt akut kejsersnit, da jeg fik en graviditetsrelateret blodprop i benet.

Børnene var indlagt på neonatal afdelingen for at kontrollere, at de tog på som de skulle. De havde fine fødselsvægte. Jeg havde bare en lyst til at løbe væk.  Jeg havde mistet mig selv. Det hele var uoverskueligt. Alle de krav der blev stillet til mig. Alt det jeg skulle nå på 24 timer – det var umenneskeligt. Den følelse af altoverskyggende kærlighed, som var mit højeste ønske at give til mine børn – den udeblev. Mange andre følelser dukkede op fra dybet, men ikke den.

Transformationen ovenpå en efterfødselsreaktion

Ofte følte jeg mig fanget og magtesløs. Ved første sundhedsplejerske-besøg brød jeg sammen ved ordet efterfødselsreaktion, så der blev hurtig iværksat noget hjælp. Jeg kæmpede med følelser som vrede, afmagt, ked af det hed. Tanker om at jeg ikke gjorde det godt nok. Hvorfor kunne jeg for pokker ikke rumme de to små og elske dem? Der måtte være noget rusk ravende galt med mig.

Børnene trivedes og udviklede sig som de skulle. Men jeg var stadig ikke glad. Følelsen af at det måtte kunne være anderledes blev ved med at være der. Der måtte være noget jeg ikke havde set. En kode jeg ikke havde knækket. Jeg vidste alt om (som i alt), hvordan den gode mor skulle være – jeg havde læst det hele. Jeg kunne bare ikke være det, i stressede og tilspidsede situationer. Der hvor autopiloten tog over. Der reagerede jeg igen og igen i de gamle mønstre.

I en alder af 39 følte jeg mig slidt, ked af det, stresset og alt var gråt. Via en spirituel mentor fik jeg åbnet øjnene, for at der er mere derude. At vi ikke er alene. At vi bare skal række ud til universet og bede om hjælp. At alt som sker for os – sker af en grund. At det sker for os – ikke imod os. At den bedste læring sker af modgang og at vi skal anerkende ALLE vores følelser. Især dem vi skammer os over og føler skyld over. Når vi gemmer dem væk ligger de bare i mørket og ulmer. Ligesom rodet vi propper ind i skabet. En dag sprænger døren og rodet vælter ud. Jeg lærte at sætte lys på mit mørke. At arbejde på at lærer at elske mig selv. Det havde jeg nemlig aldrig lært. Jeg havde lært at dele af mig var forkerte. Følelser, som ikke var blevet anerkendt. Jeg blev klar over, at vejen frem var nænsom egenkærlighed. At jeg skulle tage ansvaret for mit liv og at alle gør det bedste de kan – med de redskaber de har, der hvor de er.

Det var starten på min spirituelle rejse og jeg ved i dag, at rejsen aldrig ender. Jeg skal ikke gå efter målet. Jeg skal nyde de afstikkere der er på vejen og lærer af dem. Jeg skal være nysgerrig, når jeg rammer modstand. Jeg skal elske min krop – især når den via symptomer viser mig, at der er noget som skal ændres. Jeg tror på at kroppen er vores bedste ven. Den bliver syg, når vi ikke lytter til den. Når vi ikke gør det som er bedst for os. Når vi gemmer mørket væk.

EFT og Matrix Reimprinting

Jeg har lært værktøjerne EFT (Emotionel Freedom Techniques), Matrix Reimprinting og Matrix Birth Reimprinting og jeg er til stadighed ydmyg overfor, hvordan de kan ændre menneskers liv.

Jeg praktiserer selv dagligt EFT, når jeg mærker gamle mønstre poppe op. Når min krop, som jeg i dag er meget bedre til at lytte til, giver mig besked om at justere. Min krop fortalte mig også, at jeg måtte skifte spor. At jeg skulle lytte indad og følge mit hjertes ledetråde. Derfor er jeg i dag ved at bygge min forretning op. Et sted, hvor du, som mangler trygheden, kan gå hen. Et sted, hvor jeg hjælper dig på vej på dit livs rejse. Hvor jeg guider dig til at udvise nænsom egenkærlighed.

Jeg er på mit livs rejse og jeg ville ikke have været noget af min historie foruden. Den har skabt den jeg er i dag og jeg tror på at jeg skal bruge min historie til at hjælpe andre. Dig som søger en af spejle sig i. En der genkender det du har været igennem. En som oprigtigt kan sige ”jeg ved lige præcis, hvordan du har det”.

Tænker du at de værktøjer lyder spændende, så læs mere her

Du kan kontakte mig her, hvis du tænker vi er et match også kan vi tage en uforpligtende snak.

Trygheden

Endnu engang velkommen til. Når jeg kigger på andres hjemmesider og måske overvejer om de kan hjælpe mig på min rejse, så er jeg altid meget nysgerrig omkring deres historie. Hvem er de og hvorfor er de havnet der, hvor de er i dag. Jeg leder efter noget at spejle mig i, noget jeg kan genkende mig selv i. Jeg leder efter følelsen af, at jeg ikke er alene om de oplevelser jeg har i mit liv.

Ofte finder jeg ikke så mange detaljer. Jeg har brug for detaljerne, for at føle mig tryg, spejlet og for at vide, at her er et menneske, som faktisk kender til nogle af de udfordringer jeg har haft. Det har jeg ikke altid vidst – at det var sådan. At jeg virkelig har brug for trygheden i at vide, hvem jeg står over for. Det kan for nogen synes som en svaghed. Men jeg ser det i dag som en styrke. Grunden til at du har valgt at læse med her på min side, er måske, at du også har brug for den ekstra tryghed. Jeg kan give dig trygheden. Jeg deler ud af mig selv og mit indre. Jeg gemmer ikke på noget. Både mørke og lys får lov til at være her. Det er nemlig den eneste måde vi kan blive hele på. Omfavne både vores mørke og vores lys.