Hvad er Matrix Reimprinting – en film?
Matrix Reimprinting er en metode, som bygger videre på EFT. Jeg vil derfor anbefale dig at læse om EFT her. Nedenstående er lidt information om metoden og er ikke fyldestgørende.
Det er en metode, som er udviklet af Karl Dawson fra England. En metode, som gør, at du kommer i kontakt med din underbevidsthed. Du får kontakt til gamle minder og traumer, som du måske har fortrængt. Traumer betragtes meget bredt. Det er alle oplevelser du har haft, som har sat et negativt følelsesmæssigt spor i dig. Det behøver ikke være voldsomme oplevelser, men på det tidspunkt du havde oplevelsen, blev den opfattet som voldsom, og satte derfor sine spor og du dannede overbevisninger om verden.
Et eksempel er en ung mand, som lider af OCD – tvangshandlinger. Under en Matrix Reimprinting session kom han i kontakt med et minde fra hans skoletid. Han havde set en anden elev blive straffet og ydmyget af læreren foran hele klassen, fordi han lavede en fejl. Denne oplevelse var for ham så traumatiserende, at den satte sig i hans krop, og han dannede en overbevisning om, at hvis han lavede fejl, så ville han blive straffet og ydmyget, så det ville han for alt i verden undgå.
Bemærk, at det ikke engang var ham selv, der var udsat for handlingen, men en klassekammerat, så et traume kan også komme fra, at man oplever andre blive udsat for traumatiserende handlinger.
Den unge mand var ikke klar over, hvor hans OCD kom fra. Men ved hjælp af Matrix Reimprinting fik han sammen med terapeuten adgang til de tidlige minder, og fik ændret sine overbevisninger. Han tog dermed styringen i sit liv.
Ved hjælp af EFT og Matrix Reimprinting tapper vi ind i ”matrixen”, og får kontakt til dine gamle minder, også kendt som ECHO’er (Energetic Consciousness Holograms). I ovenstående eksempel er det den lille dreng i skolen, som er ECHO’et og klienten kommunikerer med sit ECHO og finder ud af, hvilken overbevisning, der blev skabt i den konkrete situation.
Kunsten er nu, at få skabt en ny overbevisning i forhold til det der skete. Der skal ikke ændres på situationen, men vi kan få skabt en positiv følelse og overbevisning, som gør at vi kan ændre på de reaktionsmønstre vi har i dag.
Den unge mand hjalp hans ECHO til at ændrer sin overbevisning. For eksempel fra ”det er farligt at fejle” til at ”det er ok at fejle, vi er kun mennesker” og han kunne dermed slippe trangen til at gøre alting 200% korrekt hver gang.
Han vidste jo godt med sin bevidste del af hjernen, at der nok ikke skete noget alvorligt, hvis han lavede en fejl i regnskabsrapporten. Der var måske nogen der ville blive sure. Men det var ikke farligt og han ville ikke dø.
I situationer, hvor vi udsættes for traumer (en stresset situation), slår vores hjerne alarm og går i kamp, flugt eller frys respons. Et instinkt fra urtiden, som vi stadig har i vores hjerne. I dag er det dog sjældent, at de stressede situationer vi udsættes for, handler om liv eller død. Det ved vores hjerner bare ikke. Den reaktion vi havde, da vi første gang blev udsat for et traume, den gentager vi og gentager vi, hver eneste gang vi udsættes for noget, som ligner den oprindelige oplevelse.
Men med Matrix Reimprinting kan vi ændrer vores mønstre og overbevisninger og dermed leve det liv vi gerne vil uden at lade os begrænse af vores tidlige overbevisninger.
Matrix Reimprinting kan ikke erstatte medicinering eller almen lægehjælp, men kan være et supplement til den behandling du eventuelt måtte være i gang med.