Jeg vil i dette indlæg fortælle dig mere om de risikofaktorer, som KAN være medvirkende til, at nogle mødre og fædre udvikler en efterfødselsreaktion (EFR), herunder fødselsdepression (FD).

Hvis du ikke har fået læst første del, kan du læse den her.

Risikofaktorer

Nedenfor er en oversigt over nogle af de faktorer, som KAN være medvirkende til, hvorfor nogle mødre og fædre udvikler en FD/EFR. Både de ”anerkendte” og nogle som jeg personligt tror på spiller ind:

• Ydre faktorer – omgivelserne og samfundets forventninger og krav til ”den gode mor/far”
• Indre faktorer – selvværd og egne forventninger til forældre-rollen
• Psykosocial historik – evt. tidligere psykiske diagnoser (evt. FD/EFR)
• Tilfælde af fødselsdepression i tidligere generationer
• Problemer med skjoldbruskkirtlen (sjælden årsag, men symptomerne kan ligne dem ved en FD/EFR)
• Diabetes
• Pligtopfyldende/perfektionistiske mødre og fædre – har måske været den ”søde pige/dygtige dreng” som barn/voksen
• Haft svært ved at udtrykke og håndtere egen vrede (aggressivt, passivt, passivt/aggressivt eller projektivt/aggresivt vredesmønster). HUSK vrede i sig selv er sund. Det er vores måde at forsvare os på i livet. Men MÅDEN den udtrykkes på kan være usund.
• Udfordringer i egen barndom – alt fra overgreb til manglende følelsesmæssig omsorg.
• Manglende grundfølelse af tryghed i verden (utryg tilknytning i barndommen – se blandt andet denne artikel her)
• Mor eller far har selv haft en traumatisk fødsel eller traumatisk start i livet
• Forhold til egne forældre (især mor – har der manglet noget?)
• Forhold til partner – er partneren en støtte?
• Fertilitetsbehandling eller en belastende/stressende tid med at blive gravid (fx tidligere aborter)
• Tidligere aborter, tvillingefoster som er gået til i livmoderen, dødfødte børn
• Uplanlagt graviditet
• Frygt for at føde (kan have mange årsager)
• Traumatisk fødsel
• Akut kejsersnit
• En fødsel, hvor forældrene følte sig utrygge og uden kontrol. Den behøver ikke have været traumatisk. Det er forældrenes oplevelse, som er den vigtige
• En fødsel præget af ”samlebåndsarbejde” og medicin/interventioner
• Mangelfuld smertelindring af smerter i tiden EFTER fødslen
• At være ung mor eller far
• Fødsel af flerlinger
• Præmature/for tidlig fødte børn
• Mødre til drengebørn
• Forældre med adopterede børn er i lige så høj grad udsatte. Måske endnu mere, fordi der også ligger et tabu omkring, hvor højt man har ønsket et barn. Også er det bare ikke lykken
• Forskellige hormonelle og biokemiske forhold (hvoraf der lige nu forskes i, om der er biomarkører, som gør at en FD kan opdages allerede i graviditeten. Der forskes ligeledes i sammenhængen mellem graviditet, hormonudsving og FD)
• Stressede/belastende situationer under graviditeten (fx dødsfald, skilsmisse, arbejdsløshed, økonomiske problemer, flytning og andre svære situationer)
• En første tid med stressende faktorer. Det kan være kolik, andre udfordringer med den nyfødte (herunder problemer med amning), eller stressende omstændigheder for mor eller far
• Skam og skyldfølelse over ikke at føle sig som den lykkeligste i verden. Følelsen af at det er selvforskyldt, kan forstærke en FD/EFR
• Manglende følelsesmæssig støtte i graviditeten, under og efter fødslen (fra nærmeste familie/venner, jordemødre, læger, sundhedsplejen og andre)

NØJ en liste

Jeg håber ikke du får helt åndenød af at læse alt det ovenstående. Eller tænker ”det er jo nærmest alle som er i en eller anden risikogruppe”, og ja det er måske rigtigt.

Her kommer så spørgsmålet til en million kroner.  Hvorfor får ALLE forældre – som ”umiddelbart” har de samme risikofaktorer i deres liv, så ikke en FD/EFR eller modsat – hvorfor får de ikke?

Det er eksempelvis ikke alle mødre/fædre, som har oplevet en meget traumatisk fødsel, som får en reaktion.

Nej, så sort/hvidt kan det ikke stilles op. Jeg tror dog på, at jo flere faktorer man kan sige ja til – jo større er risikoen.

Der er mange forskere, som har lavet undersøgelser indenfor gener og biokemi.

Der er nok en vis sammenhæng mellem det ”vi har med” fra vores forfædre rent genetisk, og det vi udsættes for gennem vores omgivelser. Men vi kan ikke give ”skylden” til generne eller til omgivelserne alene.

Det er simpelthen for komplekst.

Vi mennesker kan ikke sættes i kasser. Der vil ALTID være nogen som ikke passer i kassen.

Hvad gør vi nu?

”Så hvad gør vi nu lille du ”, kunne vi fristes til at spørge.

Første skridt i min verden, er at få fjernet tabuet omkring at livet som nybagt mor eller far kan føles som et helvede.

Vi SKAL i gang med at oplyse og tale højt om det svære og sårbare.

Jeg tror på vi kan sætte ind på nogle af risiko-områderne, og forbedre og forebygge.

Vi kan forbedre oplysningen og omsorgen til kommende forældre, så de ved hvilke tegn de skal være opmærksomme på.

Vi kan stille større krav til de tilbud der gives i forbindelse med graviditet og fødsel, så der kommer endnu mere fokus på det mentale helbred, og ikke kun det fysiske.

Jeg tror ikke vores samfund, og dem som tager sig af vores gravide, er fuldt ud klar over, hvor meget et godt mentalt helbred hos mor (allerede inden hun bliver gravid), betyder på den lange bane.

Vi skal have tilgængelig viden om mulighederne i graviditet og fødsel. Familier skal kunne træffe et bevidst valg om, hvad der er bedst for deres kommende familie.

Det skal ikke kun være for dem som har overskud til at gennemtrævle internettet for information, eller økonomi til at betale for en privat jordemoder eller en Doula (En professionel ikke-medicinsk fødselshjælper, som selv har født og er uddannet til at hjælpe og støtte de kommende familier før, under og efter fødslen)

Et mere nuanceret billede af, at være kommende familie

Det skal være muligt for alle kommende forældre at kende til ALLE mulighederne (fordele/ulemper), og ikke kun dem som lægerne anerkender i dag. Billedet er simpelthen ikke nuanceret nok i dag.

• Hjemmefødsel vs. hospitalsfødsel
• Fødsel med vs. uden kunstige hjælpemidler
• Vaginal fødsel vs. kejsersnit
• Muligheder med navlestreng/moderkage
• Og så videre…

Vi som samfund har et ansvar for at give kommende forældre alle MULIGEDER for at træffe det bedste valg, for lige netop deres familie. Det gør vi KUN ved at åbne op for alt den nye viden, der hele tiden bliver tilgængelig.

Vi er nødt til at overgive os til sandheden om, at det som er bedst i dag, måske ikke er det i morgen. Vi SKAL følge med udviklingen – ikke bremse den.

Vi gør alle det bedste vi kan

Her til sidst vil jeg igen understrege, at uanset hvordan ens graviditet/fødsel har været eller bliver, er der ingen skyld og skam, eller:

JO, DET ER DER, MEN det bør der ikke være.

Vi gør alle det bedste vi kan, i det øjeblik vi gør det – HUSK ALTID DET.

Jeg håber du begynder at se omfanget af, hvor komplekst et område efterfødselsreaktioner i forbindelse med graviditet og fødsel i virkeligheden er.

Måske har du fået øjnene op for, at det du kæmper med, eller nogen du kender kæmper med, måske hører ind under her.

Det kan være du nu er blevet klogere på, hvad du skal undersøge nærmere.

Du ved nu, at der er mange faktorer, som kan medvirke til, at livet som mor og far ikke altid er lyserødt – og det er okay at sige højt.

Det er vigtigt, at du sætter ord på det som er super svært – det er den eneste måde at få smerten healet på.

I næste og tredje del af denne række af blogindlæg, vil jeg dele nogle symptomer, som du måske ikke vidste kunne være relateret til efterfødselsreaktioner, og lidt om hvad vi kan gøre allerede i dag.